En session

Sådan foregår en fotosession
Vi mødes på det aftalte tidspunkt og starter med at snakke lidt om, hvilke billeder du kan tænke dig at få lavet. Vi kan se på andre af mine billeder og finde inspiration. Når vi har fundet de optagelser, vi vil starte med, går jeg i gang med at sætte lys til første billeder, og du kan finde det tøj, du vil have på. Når det er optagelser med lidt eller intet tøj på, får du en morgenkåbe, mens vi kigger på optagelserne, og mens jeg stiller om på lys og baggrund.

Når vi har lavet nogle optagelser, kigger vi sammen på dem, så vi er sikre på, at vi arbejder os i den rigtige retning. Mange billeder opstår inspireret af øjeblikket, men der er altid en række optagelser, vi er enige om at lave, inden vi starter.

Du bestemmer
En vigtig ting er, at du som model altid - uden undtagelser - bestemmer hvad du vil have lavet. Hos mig er det altid modellen, der bestemmer, hvor meget der skal vises, og hvad der skal med på billederne.

Når vi er færdige med at fotografere, kigger vi på de sidste billeder og aftaler, hvornår du kan regne med at se de færdige billeder.

Vi udfylder og underskriver kontrakten, hvor vi aftaler, hvad billederne må bruges til. Det sikrer, at vi er enige om alle forhold omkring brug af billederne, og ingen af os bliver overrasket over at se billederne udenfor den sammenhæng, det er aftalt de må bruges i.

Alt billedmateriale håndteres naturligvis fortroligt.